Leg og Læringssyn

I Grønborgvejens Børneunivers lægger vi stor vægt på læring igennem leg

Leg

Legen er en forudsætning og er grundlæggende for børnenes læring samt sociale og alsidige personlige udvikling. Det betyder, at legen har værdi i sig selv, og at strukturen i dagligdagen skal rumme gode muligheder for en vekselvirkning mellem børne- og vokseninitierede lege/aktiviteter.

Legen kan være konfliktfyldt, og de øver sig derved i løsninger, kompromisser og sociale spilleregler.

Den voksnes rolle i legen har stor betydning. Det er vigtigt, at de voksne er nysgerrige og går på opdagelse i børnehøjde, guider i sociale spilleregler, hjælper med at udbygge legen og er i dialoger med fokus på barnets legefællesskaber (jvf. Grønborgvejens Børneunivers inklusionssyn)

Legemiljøet skal give barnet mulighed for stille, vilde og udfordrende lege – hvor man kan lege sammen og alene

Eksempler:

  • I Grønborgvejens Børneunivers har børnene mulighed for at lege/lave:
  • Rollelege i dukkekroge og andre steder
  • Konstruktionslege (Lego, magneter, plus-plusser m.v.)
  • Kreative aktiviteter (tegne, male, klippe-klistre, hamre og save m.v.)
  • Motoriske lege ude og inde

Læring

En forudsætning for læring er, at barnet befinder sig i trygge rammer og har trygge relationer med både børn og voksne. Læring skal forstås bredt og sker eksempelvis gennem det enkelte barns erfaringer med leg, planlagte aktiviteter, udforskning af naturen og eksperimentere.

Vi skelner mellem læring, hvor barnet har den centrale rolle ud fra udvikling og forudsætninger og indlæring, hvor de bliver mødt af kompetente voksne, der er med til at støtte barnet i at udvikle sit tankesæt og intellektuelle kompetencer. Legen har en værdifuld betydning for barnets læring, hvorfor vi er opmærksomme på den legene tilgang til både den almindelige læring i dagligdagen og den mere direkte indlæring.

Det enkelte barn skal have mulighed for at lære i eget tempo ud fra eget udviklingsafsæt og med fokus på det ”stående og det gående ben”.

Vi anskuer børnenes vej til læring ud fra teorien om ”nærmeste udviklingszone (NUZO)”, hvor barnet med hjælp og støtte forsigtigt hjælpes ud af sin komfort zone og derved bliver udfordret.

Det kræver lyst og mod til at lære (jvf. Grønborgvejens Børneunivers vision), og derfor har vi en øvelseskultur, der opmuntrer børnene til at øve sig i det, der kan være svært

Eksempler:

  • Selvhjulpenhed (af og påklædning og toiletbesøg)
  • Sproglig kunnen (konfliktløsninger og i forhold til at få egne behov opfyldt)
  • Sociale færdigheder (leg og fællesskaber)
  • Selvkontrol og selvregulering
  • Selvindsigt (hvem er jeg i forhold til min omverden)