Børnesyn

Alle børn i Grønborgvejens Børneunivers har ligeværdige rettigheder

Det at være barn

At være barn har værdi i sig selv, og barnet skal ikke hele tiden gøres parat til det næste, og der skal være tid og ro til at være barn.

Barnet har ret til at lege, lære og udvikle sig i deres eget tempo. Hvert barn, der træder ind ad døren i Grønborgvejens Børneunivers, har hver især forskellige forudsætninger og personligheder. Vi ser børnene som værende aktive med skabere af deres hverdagsliv, hvor de har ret til at blive set, hørt og forstået.

Den primære opgave i Grønborgvejens Børneunivers er at drage omsorg for børnene, så de føler sig trygge og samtidig give dem passende udfordringer og stimuli, der understøtter deres trivsel, læring, udvikling og dannelse.

Fællesskabet er hovedrammen i hverdagen, hvor børnene i både store og små fællesskaber udvikler sig med andre børn gennem børneinitieret leg og planlagte vokseninitierede aktiviteter. Lige så vigtigt er det, at børnene i løbet af en dag kan trække sig fra fællesskabet, hvis de har behov for det. Ro og fred for det enkelte barn kan spille en ligeså stor rolle som at være i et fællesskab over en hel dag.

Eksempler:

  • Vi møder barnet med en positiv forventning og tilgang (man er, hvad andre forventer, man skal være)
  • Vi har tydelige og forudsigelige rammer i hverdagen, således at børnene ved, hvad de skal, hvornår. Hver dag laves – for både børn og voksne – en synlig plan for, hvor de forskellige voksne befinder sig i huset
  • Vi har hver formiddag "gruppetid", hvor børnegrupperne har deres primærvoksne tilknyttet, således at forudsætningen for et nært og indgående kendskab til det enkelte barns kompetencer, udvikling, trivsel og læring er til stede. Det er endvidere primærpersonalet, der har den tætte dialog med forældrene omkring barnets alsidige personlige udvikling
  • Vuggestuebørnene er omgivet af de samme voksne hele dagen
  • Vi har i løbet af en dag en vekselvirkning mellem børneinitieret leg og voksenstyrede aktiviteter
  • Vi har fokus på forskellige legefællesskaber, lege og aktiviteter i gruppetiden, men også i de frie rammer udenfor gruppetiden.
  • Vi forstørrer børnenes individuelle positive kompetencer, således at de får øje på hinanden

Det er forældrenes børn og derfor spiller forældrenes viden om barnet en stor rolle i Grønborgvejens Børneunivers.